Omplantning
OMPLANTNING
Modsat mange andre stauder vil pæoner helst stå uden omplantning i årtier. Det bliver de kun smukkere ved. Skån dem specielt for opgravning i deres første fire år, hvis der ikke er en klar grund til andet. Fremgangsmåden er forskellig for typerne:
Staudepæoner og Itoh-hybrider: Omplant i september og oktober – til nød frem til frosten binder jorden. Plant imidlertid aldrig om, uden at planten samtidig deles i flere mindre stykker med tre til fem øjenskud på hver. Deling virker nemlig foryngende. Omvendt vil en rod, der flyttes uden deling, blot reagere forskrækket og ofte ikke turde bruge krudt på at blomstre i flere år.
Når rødderne på store pæoner graves op, er de tit så kraftige og lange, at man med fordel kan være flere om at få dem op med en greb fra hver sine side. Grav indledningsvis helt ude ved kanten af bladviften. Skyl til sidst jorden af rødderne. Rodklumpen kan være uhåndterlig, men bliver blødere, hvis man lægger den 3-4 timer på jorden i skyggen. Del den med en skarp kniv eller beskæringssaks, som er desinficeret med klorin eller sprit og tørret grundigt af. Ellers kan værktøjet nemt inficere planten med visnesyge, andre svampesygdomme eller virus.
Del rødderne i de spinkleste overgange mellem deres segmenter og hold styr på hvilke rodstykker, der hænger sammen med hvilke øjne.
Efter delingen skæres de mest kødfulde rødder en trediedel kortere, for at provokere dem til ekstra stærk nyvækst. Lad snitflader tørre, før de plantes det nye sted. Tørringen dæmper – ligesom den rene kniv – deres modtagelighed for smitte.
Træpæoner: Omplant i oktober, hvis det er nødvendigt – men lad helst være. Der går nemlig nemt flere år, før planten er kommet sig og blomstrer godt igen.
En undtagelse er de ret få tilfælde, hvor planten har sat så mange nye basisskud, at den ligefrem egner godt til deling. I så fald vil en deling have foryngende effekt og skabe stærk nyvækst som nævnt for staudepæoner. Så er det bare med at få delt samtidig med omplantningen – hellere end at flytte hele planten i én stor klump.
Normalen er desværre det omvendte, at træpæoner kun sætter få brugbare basisskud til formering. Dem kan man skære fri af moderplanten lige under jorden, idet man forsigtigt prøver at få så meget rod som muligt med. Det går nemmest fra udløbende skud, som de ses ved P. delavayi.
Da træpæoners rødder normalt er længere og slankere end staudepæonernes og Itoh-hybridernes, må man tillade dem at ligge udstrakte og ikke ombukkede i jorden. Ellers er det bedre at klippe af længden.
Røddernes etablering på det nye voksested kan støttes, ved at sikre dem en ekstra stabil jordfugtighed. Det klarer man fx gennem dækning af jordoverfladen med op til 5 cm kompost.
Ofte vil man se, at træpæonen står med for meget løv i behold efter omplantningen, idet den forstyrrede rod jo ikke kan levere vand i så rigelig mængde som før spaden kom på besøg. Det kan være rigtig kritisk på steder med sol og blæst. Klip i så fald et par grene af helt nede ved jorden, for at skabe bedre balance. Beskæring af enkeltgrene er klart mere skånsomt, end at rundbarbere hele toppen.
Man kan også styrke planten meget væsentligt ved at fjerne blomsterknopper, som den alligevel sjældent kan udvikle pænt det første år efter omplantning.
Træpæoner, som har vokset i et kar med begrænset plads, bør omplantes eller udplantes i haven efter 5-6 år. Her er én med rødderne delvist frilagt lige før det skal ske.
Pæoner i kar og store potter
Det er ikke mindst træpæoner med bred eller fint kroget vækst, der kan fremhæves smukt i store kar eller omfangsrige potter. Den eneste betingelse er, at man laver effektive drænhuller i karrets bund, eller bedre – at bunden fjernes helt, så der bliver fuld kontakt til undergrunden.
Almindelige potter på op til 30 x 30 cm kan kun gå an i et par år eller tre. Derefter må træpæonen over i en trætønde eller i en meget stor krukke, som tåler frost.
Kar uden bund kan fungere i en lang årrække og må absolut foretrækkes. Men lukkede kar, som selvfølgelig hindrer rødderne i at nå ud i omgivelserne, kan efter min erfaring fungerer fint for planten i op til 5-7 år. Derefter er pæonen også meget stor og bør plantes ud i et bed.
Kar af træ synes at holde fint i cirka 12 år, når kvaliteten er god. Her ses et tomt kar efter netop 12 års tjeneste.
Hvis man “kun” har et kar med fast bund og drænhuller, bør der lægges fem centimeter grus eller Leca på bunden, ligesom selve jorden bør gøres porøs ved iblanding af 20 procent grus eller Leca.
Eftersom jorden skal holde i mange år, bør man undgå at blande pottemuld og spaghnum i. Det klasker alt for hurtigt sammen. Brug hellere en trediedel gammel kompost eller bladmuld (bøg eller eg, mindst 1-2 år gammel), blandet i god muldrig og lerholdig havejord.
Bland desuden et par deciliter jordbrugskalk i, men ingen gødning. Gødning direkte i jorden er nemlig sværere at styre for pottede planter, end hvis man vander karret med en sjat gødningsvand som til stueplanter ca. en gang om ugen fra april til udgangen af juli. Alternativt må man stikke langtidsvirkende gødningspiller i jorden om foråret, men alligevel vande i tørre tider.
Her står ‘Zhu-sha-lei’ perfekt til sit kar med lav og bred vækst og den smukke bladfarve:
Én bestemt, meget smuk træpæon tåler desværre ikke vinterkulden i årevis, hvis dens rødder på denne måde står udsat for frost fra alle sider i et kar:
Det er P. ludlowii, som til gengæld bliver så flot i et kar, at det er al umagen værd at lempe den på sækkevognen og ind i udestuen,
en garage eller minimum et drivhus til en vinterhvile uden stærk frost. Lys behøver ludlowii ikke, før end skuddene rør på sig i det tidlige forår, og vand kun meget moderat i vintermånederne.
Pæonvuggestue i potter Det er en helt anden øvelse at dyrke pæoner i almindelige urtepotter, hvor det som nævnt kan fungere i 2-3 år. Hvis man fx har fået planter uden navn og ønsker at se blomsterne an før placering i bedet, kan de pottes op for en sommer eller to på den måde. Det gælder også staudepæoner. En række unge, blomstrende pæoner på række i ens potter kan se bedårende ud, især træpæoner med deres lette vækst. De trives øjensynlig også bedre i potter end staudepæoner.
Her er det en ung ‘Souvenir de prof. Maxime Cornu’, der står i potte på mit havebord, hvorved ingen bemærker dens lovligt hængende blomster. De kan ellers se helt sørgmodige ud i et bed.
Man kan forberede de små pottepæoner på den dag, hvor de skal videre i verden og risikerer at tabe al jorden fra rødderne, når man rumsterer med dem: Læg fra starten en stump plasticnet eller en vandplantepotte indeni urtepotten. Netværket gør, at man så kan lempe rodklumpen ud i hel stand og over i dens næste voksested.
