Jord & plantehul
Har vi en tekst fra et Pæontidende vi kan indsætte her under denne overskrift?
Nedenstående er klippet fra den gamle hjemmeside:
Pæoner skal placeres solrigt og i veldrænet, ikke for tør muldjord med et rimeligt indhold af ler og kalk.
Staudepæoner og Itoh-hybrider plantes i en dybde, så deres skudknopper er dækket af max 3 cm jord. Kun Itoh’erne må evt. have et par højtsiddende knopper over jorden, mens hovedparten holdes under de 3 cm.
Træpæoner skal plantes så dybt, at der bliver 10 cm fra overfladen ned til det fortykkede podested på rodhalsen. Kun ved omplantning af velvoksne træpæoner planter man i uændret dybde.
Når man planter en pæon, lægger man en grundsten. Til en plante, der kan stå i adskillige årtier på samme plet og bare blive smukkere. Uden mas med omplantning, udløbere eller dræbersnegle. Bare man har gjort forarbejdet med at plante og placere den rigtigt.
Rette plantested
Det bedste man overhovedet kan gøre for sine pæoner, er at plante på veldrænet jord, som specielt aldrig må stå vandfyldt ved de lave temperaturer i vinterhalvåret.
Det betyder ikke, at man skal vælge et sted med knastør jord, men bare at vand skal kunne løbe væk af sig selv, og uden at det varer den halve dag.
Mange lægger et lag groft grus på 10 cm’s tykkelse i bunden af plantehullet, men det hjælper bedre, hvis tyngdekraften kan trække vandet helt væk, som det fx er muligt på et skrånende sted eller i et forhøjet bed. Her er det træpæonen ‘High Noon’, der står fint på hældende terræn.
Når blot stående vand undgås, er pæoner til gengæld glade for jævnt fugtig jord, som man finder den i mange haver, der ikke bliver malket af tørstige træer, vindtræk og solstegning.
Man bør undgå at plante pæoner, hvor der har været pæoner før. Det skyldes at nematoder kan overleve i rodstykker fra den gamle pæon og genere den nye. Hvis man ikke har andre muligheder, end at plante et sted hvor der nylig har stået en pæon, bør man skifte al jorden ud i en omkreds af 50 cm fra hvor pæonen skal stå.
Selve plantehullet
Når det rette sted er valgt, graves et hul, som skal være mindst 45 cm dybt og 50 cm bredt. Det kan lyde af meget, når man står med en lille pæonknold i hånden, men den vokser jo og bagefter er det umuligt at løsne jorden under den. Hvis jorden i bedet generelt er fint porøs, kan man indskrænke dybdebehandlingen.
Gem de øverste 20 centimeter jord i en bunke for sig, da det er den bedste muld. Den skal også ligge øverste efter plantningen.
Jorden fra plantehullet blandes med til en trediedel grundigt omsat kompost og et par håndfulde kalk. På sandet jord kan man yderligere tilføje en håndfuld hornspåner eller PK-gødning.
Dyremøg ned i plantehullet?
Traditionelt har man hældt endnu stærkere tobak i plantehullet, nemlig et par spadefulde komposteret komøg allernederst, for at give pæonen en madpakke af gødning til mange år. Man sørger i så fald omhyggeligt for, at pæonrødderne ikke kommer i direkte kontakt med komøget, nemlig ved at man lægger et godt lag jord mellem møg og rødder. Rødderne finder derefter selv ud af at nærme sig, når safterne ikke er for stærke længere.
Imod denne praksis taler desværre, at staldgødning fremmer svampeangreb meget betydeligt. Under alle omstændigheder har mange ikke nem adgang til dyremøg.
Plantning uden dyremøg
Det nærmeste man kommer fordelene ved dyremøg, er at give planterne langtidsvirkende kunstgødning én gang hvert forår, som ofte har form af små kugler, der er klæbet sammen i en form som propper.
På dårlig jord må man hellere klare det langsigtede gødningsbehov ved at lægge kompost på jorden. Det kræver tilførsel af et lag på cirka to centimeters tykkelse årligt på normal jord, men op til fire centimeter på sandjord, hvor næringen udvaskes langt hurtigere af regn.
Kompost gør jorden levende og porøs, ikke mindst med flere ormehuller.
Bruger man gødningspiller, skal brugsanvisningen følges. Ved løbende brug af dem trykker man ikke pillerne dybere i jorden end højst en fingerlængde. De rækker til en hel vækstsæson, når de bringes ud i foråret. Gødningen frigives roligt og i takt med planternes behov.
Hverken gødning eller kompost må lande på selve planteskuddene. Kompost skal desuden spredes på så tilpas afstand af skuddene, at man ikke ender med at begrave dem under mere jord, end da de blev plantet.
Vand kun plantehullet hvis det er forår
Efter forbedring af plantehullet med tilhørende valg af gødningsmetode er vi nu klar til at fylde det meste af den løsnede jord tilbage i hullet. Det sker – uanset årstiden – ved at trykke og træde så tilpas, at alle større luftlommer forsvinder og hullets nederste indhold bliver en stabil bund for selve plantningen og den sidste spand jord til sidst.
Det handler altså ikke om at stampe hårdt, men om at
pakke jorden naturligt, så den ligger tæt uden at stoppe for normal gennemsivning af vand og luft.
Netop på dette midtvejs tidspunkt vil mange af vane vende sig efter haveslangen. Skal hullet ikke lige vandes op og vandet synke igen inden selve plantningen, som med så mange andre planter? Om efteråret nej.
Det skyldes, at jorden dels er fugtig nok i sig selv om efteråret, dels at gennemvåd jord som nævnt er en svamperisiko for pæoner, specielt i den kolde årstid, som jo står for døren om efteråret.
Derfor er det kun ved forårsplantning, at man her halvvejs i opfyldningen af plantehullet fylder det med vand, og lader det sive væk igen, før selve planten placeres.
Modvirk at plantestedet synker
En sidste ting før planten placeres: Sigt efter at plantestedet midlertidig kommer til at ende som en svag forhøjning i terrænet. Jorden sætter sig nemlig cirka fem centimeter i de første måneder efter at være løsnet, og skal nødig blive en permanent forsænket vandpyt med behov for efterfyldning, hvorved plantedybden bliver helt gal.
Selve plantningen – i rigtig dybde
Den sidste spand god muldjord lempes på plads mellem pæonrødderne, og nu er det helt afgørende, at plantedybden bliver korrekt for de enkelte pæontyper:
Staudepæoner: Sørg for, at knopskuddene i toppen af rodknolden ender i højst tre centimeters dybde under jordoverfladen. Fem centimeter kan til nød accepteres, hvis øjemålet kiksede lidt, men hvis knopperne kommer dybere, får man pæoner med få eller nul blomster i flere år.
Itoh-hybrider: Plantes på samme måde som staudepæoner. De er nemlig som staudepæoner af vækst efter deres mødrene ophav, uanset af blade og blomster ligner træpæonernes. De må dog gerne have enkelte knopskud over jorden, hvis de sidder for spredt op ad rodhalsen til andet, som de røde “øjne” på planten her.
Træpæoner: Plantes væsentligt dybere. Hele 10 cm nede målt fra overfladen til det fortykkede podested på rodhalsen. Podestedet ses i nogle tilfælde kun som et lille skift i overfladens udseende, men som regel meget tydeligt. Planter man mindre dybt, kan træpæonens rodunderlag – som er knolden fra en staudepæon – sende sine egne skud op i konkurrence med træpæonens.
Efter tre-fire år vil træpæonen have så mange af sine egne rødder, at den afstøder sit staudepæonunderlag. Men hvis man ikke har plantet dybt nok fra starten, ses det omvendt at træpæonen ikke magter at danne sine egne rødder og derfor stagnerer i vækst.
Det anbefales nu og da at træpæoner plantes meget skråt, for at de lettere kan danne egne rødder. Men ofte modtager man så små nye planter, at de vil drukne i jord ved at ligge på skrå. Metoden skulle også mest være egnet til japanske træpæoner af en type, der er kendt som sløve til at sætte egne rødder.
Brug de bare hænder eller helt tynde handsker til det sidste plantearbejde, for ikke at komme til at kvase rødder eller vippe små øjenskud af. Jorden skal som nævnt trykkes grundigt til, dog ikke hårdere, end at den forbliver porøs for nedsivende vand.
Tiden efter plantningen
Hvis plantningen er sket om foråret, vil den nye pæon normalt behøve et par ekstra vandinger i dagene og månederne efter, især ved tørke sent på foråret, som ingen pæoner er glade for. Derfor betaler det sig at skubbe en midlertidig jordvold sammen om plantestedet, så man kan vande i den under tørke uden at vandet løber væk.
Blomstring kort efter plantning?
Hvis man planter om efteråret kan man med ca. 50 procents sandsynlighed forvente en blomst om foråret derefter. Man skal dog ikke forvente, at blomsten straks bliver stor eller repræsentativ for sorten. Det sker først året efter, fordi roden lige skal have tid til at udvikle sig så meget, at den kan rumme næring nok til at forsyne den store blomst.
Hvis man planter i foråret, er det mindre sandsynligt, at man ser en blomst samme år. Ofte vil man dog se pæonen sætte en knop og forsøge at udvikle en blomst, blot for at konstatere at det magter den ikke, hvorefter knoppen visner.
Dette visne-fænomen må ikke forveksles med luftbåren svamp. Hvis knoppen visner, fordi planten ikke har kapacitet til at udvikle den, så er det selve knoppen, der
visner. Hvis stænglen lige under knoppen eller ved rodhalsen visner, er det svampen Botrytis paeonia og alt det angrebne skal fjernes hurtigst muligt og sendes til forbrænding med husholdningsaffaldset, altså ikke komposteres.
OMPLANTNING
Modsat mange andre stauder vil pæoner helst stå uden omplantning i årtier. Det bliver de kun smukkere ved. Skån dem specielt for opgravning i deres første fire år, hvis der ikke er en klar grund til andet. Fremgangsmåden er forskellig for typerne:
Staudepæoner og Itoh-hybrider: Omplant i september og oktober – til nød frem til frosten binder jorden. Plant imidlertid aldrig om, uden at planten samtidig deles i flere mindre stykker med tre til fem øjenskud på hver. Deling virker nemlig foryngende. Omvendt vil en rod, der flyttes uden deling, blot reagere forskrækket og ofte ikke turde bruge krudt på at blomstre i flere år.
Når rødderne på store pæoner graves op, er de tit så kraftige og lange, at man med fordel kan være flere om at få dem op med en greb fra hver sine side. Grav indledningsvis helt ude ved kanten af bladviften. Skyl til sidst jorden af rødderne. Rodklumpen kan være uhåndterlig, men bliver blødere, hvis man lægger den 3-4 timer på jorden i skyggen. Del den med en skarp kniv eller beskæringssaks, som er desinficeret med klorin eller sprit og tørret grundigt af. Ellers kan værktøjet nemt inficere planten med visnesyge, andre svampesygdomme eller virus.
Del rødderne i de spinkleste overgange mellem deres segmenter og hold styr på hvilke rodstykker, der hænger sammen med hvilke øjne.
Efter delingen skæres de mest kødfulde rødder en trediedel kortere, for at provokere dem til ekstra stærk nyvækst. Lad snitflader tørre, før de plantes det nye sted. Tørringen dæmper – ligesom den rene kniv – deres modtagelighed for smitte.
Træpæoner: Omplant i oktober, hvis det er nødvendigt – men lad helst være. Der går nemlig nemt flere år, før planten er kommet sig og blomstrer godt igen.
En undtagelse er de ret få tilfælde, hvor planten har sat så mange nye basisskud, at den ligefrem egner godt til deling. I så fald vil en deling have foryngende effekt og skabe stærk nyvækst som nævnt for staudepæoner. Så er det bare med at få delt samtidig med omplantningen – hellere end at flytte hele planten i én stor klump.
Normalen er desværre det omvendte, at træpæoner kun sætter få brugbare basisskud til formering. Dem kan man skære fri af moderplanten lige under jorden, idet man forsigtigt prøver at få så meget rod som muligt med. Det går nemmest fra udløbende skud, som de ses ved P. delavayi.
Da træpæoners rødder normalt er længere og slankere end staudepæonernes og Itoh-hybridernes, må man tillade dem at ligge udstrakte og ikke ombukkede i jorden. Ellers er det bedre at klippe af længden.
Røddernes etablering på det nye voksested kan støttes, ved at sikre dem en ekstra stabil jordfugtighed. Det klarer man fx gennem dækning af jordoverfladen med op til 5 cm kompost.
Ofte vil man se, at træpæonen står med for meget løv i behold efter omplantningen, idet den forstyrrede rod jo ikke kan levere vand i så rigelig mængde som før spaden kom på besøg. Det kan være rigtig kritisk på steder med sol og blæst. Klip i så fald et par grene af helt nede ved jorden, for at skabe bedre balance. Beskæring af enkeltgrene er klart mere skånsomt, end at rundbarbere hele toppen.
Man kan også styrke planten meget væsentligt ved at fjerne blomsterknopper, som den alligevel sjældent kan udvikle pænt det første år efter omplantning.
Træpæoner, som har vokset i et kar med begrænset plads, bør omplantes eller udplantes i haven efter 5-6 år. Her er én med rødderne delvist frilagt lige før det skal ske.